flyder gylden lavastrøm
op fra jordens hede indre,
i den første stærke høst
midt i Nordens mørke vinter
blev den glødende basalt
til ”Den sorte diamant”.
Og i tiden midt imellem
glider isen frem mod syd,
og den gemmer i sit kolde
mørke vilde dunke indre
skjult ”Den sorte diamant”.
Langsom viger isens vælde
når den møder sydens sol,
og mens bræen langsomt smelter
finder diamanten hvile
i en våd urolig grav
midt på Sjælland Oddes Rev.
Carpe diem og den sorte
diamant og mig skal mødes
på en tidlig solfyldt morgen,
dunkelt skjuler den sin farve
men i stenens former anes
svagt ”Den sorte diamant”.
Uforløst og roligt følges
vi igennem år og rum,
til vi sammen ser en ”Mager”
der kan skabe liv af sten,
og i tanketågers tale
ses ”Den sorte monolit”
endnu kun som en ide.
I en varm og gylden sommer
lever sten og ”Mager” sammen,
langsomt vokser diamanten
til ”Den sorte monolit”.
Monolitten er i bunden
slebet plan og egen kraft
rejser sig i rum mod tid;
monolittens former frister
til at røre, til at mærke
som på moderkirkens sten,
og min bløde hånd kan føle
stenen i dens egen pragt:
skarpe kanter, bløde buer,
glatte flader, ru strukturer
massens tyngde, formens stræben
som en metafor på ånd,
stenen i en andens magt.
På den ene brede flade
er den slebet sort og blank,
og til højre peger trappen
og forløst konveks-konkav
denne skarpe skillelinje
fjernt til venstre viljens vej,
hver en fjern og dybfølt fortid -
helt til venstre urfjelds fald.
På den anden brede flade
anelser af grå natur,
og til venstre peger trappen,
uforløst konveks-konkav
denne bløde skillelinje
fjernt til højre muligheder
valg af nær og frisat fremtid,
midt i linjen findes tegnet
”psi ” forbinder sten og mig -
helt til højre urfjelds fald.
Monolittens tynde side,
hvor konkave flader mødes
med natur og skabt - kultur,
på den ene flade slebet
glat og postkulturlig blank,
på den anden grå naturlig,
anes diamantens kant
skarpt igennem tid og rum.
Monolittens runde side,
hvor konvekse flader mødes
med natur og skabt - kultur,
på den ene flade slebet
glat og postkulturlig blank,
på den anden grå naturlig,
formes i en visdomstrappe:
1 til 1 til 2 til 3 til 5 til 8
og til og med det 13. trin.
Henrik Høgh
2002
