Tanker og digteJeg kalder mig stenmager, fordi jeg ikke er stenhugger - og fordi jeg arbejder ud fra mit eget sind(elag) og ud fra stenens form. Jeg har hugget i sten siden 1995, men har altid været fascineret af sten.
Man kan bruge sten, samle sten, stable sten, kløve sten, hugge i sten og polere sten. Sten er hårde - stenhårde, fascinerende og smukke.
Min oldefar huggede selv sin gravsten. Den stod i kirkediget - uden årstal.
Sten er brugt til Helleristninger, varder, stenøkser, møllesten, veje, huse, slibesten, smykkesten, gravsten og hinkesten. Jeg er fascineret af, at "det bløde" kan forme "det hårde", som det kan ses i en norsk elv, hvor vand laver jættegryder og rullesten og på en dansk strand, hvor bølgerne sliber sten.
Om skulpturens balance og harmoniI begyndelsen af processen er det vigtigt for mig at finde stenens balance således, at den har et harmonisk tyngdepunkt.
I det videre skal der skabes både harmoni og spænding mellem skulpturens flader, linier og elementer.
Om dialog, spænding, harmoni og symboler
Jeg prøver på at få en dialog eller spænding ind i den enkelte skulptur, eller mellem skulpturen og tilskueren. Det kan være mellem linier, flader eller forskellig overfladebehandling, som det f. eks. kan ses i Den Sorte Monolit, se under Digte. Dialogen eller spændingen kan også være mellem skulpturen og skulpturens navn.
Ofte arbejder jeg efter devisen at forenkle og stramme linier og flader op. Harmonien søger jeg også i "Det gyldne snit", også kaldet den guddommelige proportion, i Fibonacci-talsystemet og i komplementaritet.
Jeg bruger mange symboler – de er som "kodet sprog". Nogle symboler er så almindelige, at de er kendt af alle, andre symboler er ikke almindelig kendt og kan derfor ikke læses af alle. Der er uendelig mange muligheder.
Om udvikling gennem samarbejde
Spændende ting opstår i samspil mellem mennesker. Derfor arbejder jeg meget gerne sammen med andre. Jeg er åben, afslappet og opmærksom, med sten, kridt og værktøj i en idé- og designproces.
Om at tage værktøjet på
Når jeg arbejder med sten i mange timer, år efter år, får jeg stort kendskab til - og fortrolighed med - det værktøj, som jeg bearbejder stenen med. Jeg "tager værktøjet på", og det bliver en selvfølgelig del af mig. Nu skal jeg ikke tænke på, hvorledes værktøjet fungerer. Min opmærksomhed kan udelukkende bruges på at forme stenen.
Jeg får også et stort kendskab til de mange forskellige stenmaterialer. Der findes bløde sten og hårde sten. Sten med porøse lag og sten, der er revnede. En umulig sten kan imidlertid vise sig at indeholde spændende og overraskende muligheder. Måske skal svagheden i stenen fremhæves og jeg tænker: "Sten, vis mig dit smukke handikap, og jeg vil forløse det".
Om at gå ind i stenen og flytte med sin opmærksomhed
Under arbejdet flytter jeg min opmærksomhed ind i stenen eller lader den pendle mellem stenen og den form, tegning, model eller idé, som jeg arbejder ud fra.
Opmærksomheden kan også flyttes til en imaginær iagttager, modtager eller udstillingsbesøgende, hvor jeg prøver at se skulpturen "gennem deres øjne". Jeg arbejder aldrig koncentreret eller anspændt, det giver dårlige resultater.
Opmærksomheden skal være afslappet, men vedvarende kredsende om opgaven. I denne fase kan opmærksomheden også gives fri - få lov til at flyve. Det kan der komme overraskende spændende skulpturer ud af.
